Beretning fra sommerlejr 2011

Udskriv

Søndag den 3. juli ankom de første spejdere fra Brande Gruppe til Assenbæk (Trop og juniorer), og alle gik i gang, foran lå en masse opgaver, der skulle klares. Nogle forældre blev og hjalp med at slå køkkenteltet op, og nogle spejdere gik gang med at slå andre telte op og få lavet et bålsted.

Onsdag kom så resten af flokken, nogle forventningsfulde mikroer og minispejdere, og får nogen af dem også den første rigtige lejr. På lejren var der nu i alt ca. 450 spejdere fordelt på både Blå og Grønne spejdere fra forskellige steder. Lejrpladsen fremstod nu fiks og færdig, der var bygget køkkenbord, lavet spildevandshul og huggeplads, og den 3. flottes indgangsportal med egen gadebelysning, så der var lys hele natten (mere end man kan sige om Brande by).

Der blev rokeret rundt i teltene, og juniorerne flyttede ud i en bivuak, mikro/ mini drenge og piger blev fordelt i de to store tipi telte. Det kræver sin mand især for de mindste spejdere at holde styr på egne ting og dele pladsen med andre, men det gik fint.

Dagens aktivitet stod på fælles spisning for mikro/ minier i Møllen, hvor drejerne stod for menuen, og imens fik de store så selv lov at vælge dagens menu, som stod på Amerikanske pandekager i øvrigt noget uretfærdigt mente nogle mikroer!

Om aftnen åbnede Tutten, lejrens SLIKbutik, og så kunne der handles ind - lækkert. Det varede en rum tid den aften inden der blev ro i tipierne -

Torsdag morgen ankom de sidste to minier og en mikro, og så skulle der igen rokeres rundt i drenge teltet, men det klarede de fint selv til UG+, da en af de ny mikroer overtog styringen og fik sat system i tingene – sjovt at overvære. På ”spejdersprog” kaldes det at tage medansvar og samarbejde, og SE det virker.

Troppen og juniorerne var taget tidligt af sted med bus til Esbjerg, her stod dagens aktivitet på bytur, og en sikkert nok (efter 4 dage kun med en tandbørste og håndvask) velfortjent svømmetur i badeland.

Kl. 9,00 var der igen fælles morgensamling med flaghejsning, og besøg af Amor iklædt vinger og stor babyble og vandrestøvler (udsøgt beklædning), hvis fornemste opgave var hver dag at udbringe kærlighedsbudskabet. Det foregik ved, at der blev læst ”kærlighedsbreve” op, skrevet af spejdere og til stor morskab skulle ”de udvalgte” så møde op ved flagstangen og give krammer.

Solen stod højt på himlen den morgen, og det var jo nærmest varmt, så efter den obligatoriske opvask efter morgenmaden og inden dagens aktiviteter, blev der tid til en gang vandkamp for de mindste i vores lejr. Det var selvfølgelig lederne der måtte slæbe vand til, da der ikke lige findes en vandhane ved hvert ”gadehjørne” på en lejrplads og der skal altså meget vand til tør det nok siges.

Dagens aktivitet var natur tur, sammen med nogle Drejere, her skulle fiskes med net i en noget tilgroet sø en besværlig opgave. De fangede vanddyr skulle så studeres og arts bestemmes efter et kort. Efterfølgende var der vandretur i skoven, og her fik vi en meget spændende forklaring om sjældne planter i området, plukkede lyssiv (som kan bruges som væge og brænde), så på forskellige kogler, og så verdens største myreture – tror vi nok, og lige ved og næsten.

Til aftensmad fik vi kødsovs og pasta, og det blev spist med stor appetit. Efter turen i Tutten, fik de der havde lyst en aften godnat historie ”Rikki, Tikki Tavi”, og så var det sengetid for de mindste. Modsat aftnen før varede det ca. kun 4,5 min. før der var helt ro og alle sov.

Fredag morgen var det blevet noget køligt og overskyet, og mens vi var til morgensamling begyndte det så småt at regne. Denne morgen var det i øvrigt Lotte og Jørgen der stod for tur, og måtte op til flagstangen efter Amor havde modtaget et pænt kærlighedsbrev fra nogle Tropsspejdere.

Dagens aktivitet for de mindste stod på Essemad, og vi skulle på forhånd selv have forberedt en dej og noget ost. Først lavede vi bål i en murstensovn , mens Cille sammen med 5 spejdere tog ud til et dambrug og hentede friske fisk. Herefter skulle fiskene flås, og renses for indvolde og alt imens begyndte det at øs regne, det styrtede ned og føltes som om det gave 100 mm regn på tre timer. Ungerne var drivvåde og smurt ind i fiskeindvolde, dejlig blanding. Men spejderånden tro forsatte vi ufortrødent opgaven. Der blev sat en snor gennem gællerne, og fiskene skulle så hænges på en pind i ovnen over gløderne, når rygfinnen slap var de færdige, en af dem blev så ”færdig” at den endte sine dage på jorden øv. Får at skabe røgen til rygningen, blev der lagt en sæk over ovnen som hele tiden skulle holdes fugtig, spejderne skiftede til at slå vand på, ved siden af oven blev der lavet et mindre bål af savsmuld, som gav røgeeffekten. Samtidig med fiskene blev røget, røg vi så også osten og bagte brødet i en gryde. På grund af de store vandmængder valgte vi at indtage måltidet i lejren under en presenning, og alle fik lov at smage, det blev spist med velbehag også osten.

Over middag klarede vejret op, og viste sig fra sin pænere side, så alt det våde kluns blev hængt til tørre og snart lignede lejren et mindre offentligt vaskeri. Selv om det meste af tøjet snart blev tørt lugtede det altså ikke godt, og formentlig heller ikke i den rygsæk der kom med hjem, men FISK lugter ha, ha

Efter frokost og en tur i Tutten, kunne de spejdere der trængte til en slapper ”hvile” sig i teltene, nogen lå og snakkede andre tegnede.

Aftensmad menuen stod på hjemmelavede hotdogs, og da vi fik besøg af Lene (minileder) og Knud Erik, gav de isvafler til dessert uhm.

Kl. 21,00 var der traditionen tro fælles lejrbål. Alle Grupper var på forhånd blevet bedt om at lave noget underholdning. Der var først velkomst ved drejerne, og nogle forskellige fælles sange. Herefter fik de forskellige Grupper på skift præsenteret deres underholdning, nogen lavede små sket og konkurrencer eller sange. Fra Brande Gruppe, havde vi to nye mikroer Sigrid og Fredrik der havde meldt sig til at lave underholdning. En ting er dog at se andre gøre det, men at stå foran ca. 300 andre selv at gøre det er nu noget andet.  Men de to gik bare i gang, som om det var den naturligste ting i verden, og lavede ”nu skal vi på bjørnejagt” (nogen kender en lidt anden version ”nu skal vi på løvejagt” står i sangbogen), og de sang for, og alle 300 spejdere sang efter. Det var en stolt forældre (Klaus) og nogle stolte mikroleder der så til. Bagefter indbragte det aftnens længste ”RÅB” fra alle 20 Drejere og mange klapsalver.

Det var en flok trætte spejder og ledere der gik hjem bagefter, og det varede ikke længe inden der var ro i hele lejren.

Lørdag morgen var der fælles afslutning til morgensamlingen, og så gik alle hver til sit, får at brække lejr ned. Selv mikroerne fik næsten pakket alle deres ting selv.

Da de store gik i gang med at vælte de sidste store rafter, fortrak de mindre, og der blev tid til en historie og vi fik spist de sidste hjemveslikkepinde (dem man kun fik hvis man havde hjemve ha, ha).

Det var slut på en alle tiders sommerlejr, kun afbrudt af lidt regn, lidt hjemve ind i mellem, lidt uoverensstemmelser, men mest glæde og kammeratskab. TAK til Cille, Kasper og Frederik, det var jer der trak det stor læs og var med på hele lejren.

Vi mødes næste år på Landslejr (Blå sommer) 2012 ved Holstebro

Billeder fra sommerlejr ved Assenbæk 2011

Læs noget Om Assenbæk Centerlejr og få Assenbæk sangen.

Brandespejderne - Vi er seje, vi er rå - det er os der er de blå.

Beskyttet af dansk lov om Copyright © 2012
Opsætning og drift foretaget af Konsulenthuset Schlæger